En ny danskudviklet app har på få måneder formået at revitalisere fællesskabet blandt landets lastbilchauffører og samtidig vise, hvordan digitale løsninger både kan understøtte en bæredygtig forretning og fungere som en gave- eller udvekslingsøkonomi i praksis.
Appen Team Driver, der blev lanceret i februar 2024, har allerede fået over 3.000 brugere og vakt opsigt som en social og erhvervsmæssig platform for chauffører. Platformen rummer i dag talekanaler, opslagstavle og netværk på tværs af ruter og landsdele. I praksis har app’en med tre hovedfunktioner:
-
Talegrupper: Brugere kan tilslutte sig åbne eller lukkede kanaler og tale i realtid under kørslen.
-
Opslagstavle (”væg”): Her deles erfaringer, spørgsmål, tips og invitationer.
-
Profilnetværk: Brugere kan opbygge relationer, følge hinanden og opbygge et netværk i branchen.
Appen er gratis at bruge og tilgængelig for alle med interesse for transportbranchen. Ifølge udviklerne arbejdes der på at integrere features som rutehjælp, mentorskab og arbejdsmiljøunderstøttelse i næste version.
Fra forretning til fællesskab
Ved første øjekast ligner Team Driver et klassisk forretningstiltag: en app rettet mod en afgrænset branche med funktionaliteter, der styrker chaufførers hverdag og trivsel. Initiativet er udviklet af tre unge iværksættere fra Erhvervsakademi Aarhus og blev i november 2024 belønnet med Iværksætterprisen og 100.000 kroner i støtte til videreudvikling.
Den forretningsmæssige værdi ligger for det første i øget fastholdelse og opkvalificering af chauffører. Chauffører er en arbejdsmarkedsgruppe, som transportbranchen har svært ved at rekruttere og fastholde. For det andet er der et økonomisk potentiale for senere tilkøb af ekstra services blandt brugere samt samarbejder med transportfirmaer om datadreven optimering af kørsler.
Men Team Driver er ikke kun en ny form for chauffør-CRM. Det er også et rum for gensidig støtte, omsorg og menneskelige relationer. Netop derfor kan appen også forstås som et gaveøkonomisk initiativ.
Et digitalt gavefællesskab i førerhuset
Kernen i Team Driver er de åbne talekanaler, hvor chauffører kan tale sammen, dele erfaringer, støtte hinanden og skabe et virtuelt fællesskab. Det sker mens de fysisk sidder alene bag rattet. Det digitale fællesskab fungerer i praksis som en moderne pendant til den klassiske CB-radio: man “kører sammen” uden at sidde i samme vogn.
Som Ninna Bodilsen, en af de aktive brugere, fortæller, har netværket hjulpet hende hele vejen tilbage fra fleksjob til fuldtid. Hun peger på, hvordan opmuntring fra kolleger i appen, praktisk hjælp til dagligdags problemer og social støtte har været afgørende:
“Før havde jeg to personer, jeg kunne ringe til. Nu har jeg 30”, fortæller hun til Tv2 Østjylland.
Det er netop her, den gaveøkonomiske dimension bliver tydelig: I appen udveksles ikke penge for tjenester, men nærvær, opmærksomhed, støtte og praktisk hjælp – eksempelvis madpenge til en kollega, der har glemt sin madpakke, eller et telt rejst af fællesskabet til en privat begivenhed.
Gensidigheden og det sociale overskud er ikke afhængigt af økonomisk udbytte, men af relationer og tillid – og det gør Team Driver til et digitalt eksempel på den stigende tendens til reciprokke fællesskaber i arbejdslivet.
Et fællesskab på hjul – med dybe rødder
De tre iværksættere og App’en Team Driver viser, hvordan digital infrastruktur kan bruges til at styrke både menneskelig trivsel og branchens bæredygtighed. Ikke gennem konkurrence, men gennem fællesskab. Appen er i høj grad en genoplivning af en ældre chaufførkultur, hvor man hjalp hinanden, holdt i konvoj og “snakkede igennem” de lange nætter. Nu blot i ny form.