En ny busrute på Gjøl drives pt. af 35 frivillige chauffører. Den nye el-drevne bus, som lokalt er blevet døbt ’Ålen’ og ’Den elektriske ål’, skal sikre transport i aftentimer og weekender, hvor de ordinære busforbindelser mangler. Initiativet er skabt af engagerede borgere, der ønsker at forbedre øens tilgængelighed, styrke bosætningen og give både børn og voksne bedre muligheder for at nå skole, arbejde og fritidsaktiviteter. Udover lokale kræfter bygger projektet på finansiel støtte fra Trafikstyrelsen og Jammerbugt Kommune.
Selvom bussen først og fremmest er en praktisk løsning på manglende offentlig transport, kan initiativet også forstås gaveøkonomisk.
Når 35 lokale borgere uden løn stiller sig til rådighed som chauffører, udgør deres indsats en gave til fællesskabet, båret af tillid, ansvarsfølelse og et ønske om at skabe værdi for andre. “Gaven” er ikke rettet mod en direkte økonomisk modydelse, men skaber i stedet en social forpligtelse og en form for gensidighed, hvor modtagerne giver tilbage i form af opbakning, brug af bussen og fortsat liv i lokalsamfundet. Med bussen styrkes den sociale kapital, idet mobilitet gør det muligt for beboerne at deltage i fritidsaktiviteter, besøge hinanden og fastholde en levende landsby.
Initiativet rummer dermed en symbolsk dimension: bussen bliver ikke blot et transportmiddel, men et synligt bevis på fællesskabets evne til at handle, dele og skabe fremtidshåb gennem uegennyttige bidrag til lokalsamfundet.
Læs mere om initiativet på:
