Det er ikke hver dag, man møder en mand med fez og stok på Frederiksbergs fortove. Men for kunstneren og hospitalsklovnen Tomas Tex Cenius er den daglige spadseretur mere end en ekscentrisk vane. Han har gjort det til en stille protest mod tidens digitale fremmedgørelse.
I et interview med Politiken fortæller han, hvordan han hver dag hilser på forbipasserende, ser dem i øjnene og smiler. Et ritual, der ifølge ham selv bringer nærværet tilbage i en tid, hvor mange er mere optaget af mobiltelefonskærme end af hinanden.
Tomas Tex Cenius har gjort det til sin mission at genoplive den menneskelige kontakt i bylivet. Han beskriver sin hilsen som et “real life like”, dvs. et øjeblik af anerkendelse, som ikke kan måles i klik, algoritmer eller digitale reaktioner. »Vi har glemt nogle af de vigtigste ting som kærligheden, nærværet og at komme hinanden ved«, siger han. På sin rute gennem Frederiksbergs gader oplever han, at et smil ofte bliver gengældt, og at selv små gestusser kan ændre stemningen på gaden.
Bag den høflige hilsen ligger et dybere socialt budskab. Set gennem et gaveøkonomisk perspektiv er Cenius’ initiativ et eksempel på, hvordan relationer kan styrkes gennem ikke-materielle gaver. Som den franske sociolog Marcel Mauss beskrev allerede i 1925, så handler gaven ikke blot om at give noget fysisk, men om at skabe og vedligeholde sociale bånd. Når Cenius hilser, giver han en symbolsk gave: anerkendelse, opmærksomhed og nærvær. I gaveøkonomiens ånd får han som giver også noget igen. Cenius beskriver selv, hvordan han får energi og glæde af at hilse. Dermed bliver gaven cirkulær. Den binder mennesker sammen i en gensidig oplevelse af at blive set.
I en tid præget af digital isolation og social distance minder Cenius’ daglige hilsen os om, at nærvær stadig kan være en gave. Ikke en vare, ikke et klik, men et blik.
Læs mere om Tomas Tex Cenius gåture på Frederiksberg på Politiken.dk