Nationalmuseet inviterer danskerne til at bidrage til Danmarkshistorien ved at dele gamle postkort og den viden, der knytter sig til dem. Rundt omkring i private hjem findes et stort historisk materiale, som kan supplere museernes og arkivernes eksisterende samlinger. En artikel på DR.dk gennemgår initiativet (LINK) og viser, hvordan borgernes egne samlinger og lokalkendskab bringes ind i arbejdet med at dokumentere Danmarkshistorien.
Postkort kan dokumentere ændringer i byer, landsbyer, landskaber, arbejdspladser og hverdagsliv. De kan også indeholde oplysninger om steder, personer og lokale begivenheder, som ikke findes i de etablerede samlinger. Når materialet bliver samlet og registreret, kan det anvendes i forskning, lokalhistorie, undervisning og formidling.
Et gaveøkonomisk initiativ
Initiativet kan forstås som en form for gaveøkonomi. Gaveøkonomi betegner udveksling, hvor mennesker stiller ressourcer, tid, viden eller genstande til rådighed uden direkte økonomisk betaling. Modydelsen kan bestå i anerkendelse, deltagelse, fællesskab eller oplevelsen af at bidrage til en fælles sag.
Det gælder også med postkortene. Borgere stiller deres postkort og viden til rådighed for et fælles historisk projekt. Bidragene bliver ikke solgt til museet. Værdien opstår gennem, at mange mindre bidrag samles og bearbejdes.
Der er flere gaveøkonomiske elementer i initiativet:
- Borgerne bidrager med egne ressourcer. Det kan være postkort, scanninger, lokalhistorisk viden eller oplysninger om personer og steder.
- Bidraget gives uden direkte betaling. Motivationen kan være interesse for historie, lokal identitet, anerkendelse eller ønsket om at bevare materiale for eftertiden.
- Bidragene indgår i en fælles ressource. Når materialet samles, registreres og gøres tilgængeligt, kan andre anvende det.
- Nye bidrag kan udløses af eksisterende bidrag. Et postkort kan få andre til at genkende et sted eller en person og tilføje yderligere oplysninger.
Mauss (2002) beskrev gaveudveksling som en social praksis, der skaber relationer mellem giver og modtager. Gaver indebærer ofte forventninger om deltagelse, anerkendelse eller senere gengældelse, selv om der ikke finder en direkte økonomisk transaktion sted.
I digitale sammenhænge kan gaveøkonomiske mekanismer optræde i større skala. Mange mennesker kan bidrage med små mængder viden eller materiale, som samlet får betydelig værdi.
Crowdsourcing af kulturarv
Initiativet kan også beskrives som crowdsourcing og det, som Yochai Benkler (2002) betegner som commons-based peer production. Her produceres fælles ressourcer gennem frivillige bidrag fra mange deltagere uden traditionel markedsudveksling eller hierarkisk styring som den primære koordineringsform.
Nina Simon beskriver i The Participatory Museum (2010), hvordan kulturinstitutioner kan udvikle sig fra primært at formidle til et publikum til i højere grad at skabe rammer for deltagelse, bidrag og medproduktion. Et princip er, at institutionen designer strukturer, hvor brugernes viden, erfaringer og materialer får en reel funktion i den fælles værdiskabelse.
I eksemplet stiller Nationalmuseet en ramme til rådighed, mens borgerne leverer en del af indholdet og den viden, der gør materialet anvendeligt. Museet mobiliserer dermed ressourcer, som allerede findes spredt i kulturinteresserede.
Referencer
- Benkler, Y. (2002). Coase’s Penguin, or, Linux and The Nature of the Firm. Yale Law Journal, 112(3), 369–446.
- Belk, R. (2010). Sharing. Journal of Consumer Research, 36(5), 715–734.
- Mauss, M. (1925/2002). The Gift: The Form and Reason for Exchange in Archaic Societies. Routledge.
- Simon, N. (2010). The Participatory Museum. Museum 2.0. (https://participatorymuseum.org/)