En frivilligbørs er en fysisk gaveøkonomisk platform, hvor foreninger, virksomheder og privatpersoner kan udveksle ressourcer. Det kan eksempelvis være lokaler, idéer, aktiviteter og kompetencer. Der er ikke tale om salg – men om at indgå ’give-noget-videre’-aftaler.
Der er mange forskellige eksempler på, hvilke aftaler der indgås på børserne: Et kor låner lokaler på et plejecenter og inviterer til gengæld beboerne til koncert; et kommunikationsfirma vejleder en forening i kommunikationsstrategi; en fodboldklub inviterer en forening til træning; et haveselskab inviterer et botilbud på udflugt.
For foreningernes vedkommende giver frivilligbørser mulighed for at oplyse om foreningens arbejde og indgå samarbejder med lokale virksomheder, institutioner og enkeltpersoner.
For virksomhedernes vedkommende giver frivilligbørser mulighed for at tage del i virksomhedernes lokale samfundsengagement. Det kan bl.a. styrke virksomhedens image i lokalsamfundet.
Offentlige institutioner kan bruge frivilligbørser til at mødes med foreninger og virksomhederne og her stille sig til rådighed for deres samarbejde i det omfang, som kommunalfuldmagtsreglerne og folkeoplysningsloven tillader det. Kommuner må i henhold til kommunalfuldmagtsreglerne støtte foreningslivet, hvis der er en kommunal interesse i dem, og hvis det er aktiviteter, som kommunen selv ville kunne varetage. Frivillige idræts-, kultur-, folkeoplysende og sociale foreninger må således gratis låne eller leje kommunalt udstyr, lokaler, arealer mv. efter nærmere udlånsprocedurer. Kommuner må også yde økonomisk tilskud til foreningernes arbejde under henvisning til folkeoplysningsloven.
Læs mere om børs-konceptet hos Roskilde Frivilligecenter.
Læs mere om FrivilligBørs i Ikast-Brande Kommune.
Læs mere om FrivilligBørs i Ringkjøbing-Skjern kommune.