Det almene boligområde Urbanplanen i København blev bygget i 1970’erne med boliger og et levende forretningscentrum. Området er anderledes i dag.
Virkelyst vil være et center baseret i Urbanplanen, der skal udvikle og skalere nye cirkulære løsninger. Dette vil ske med afsæt i eksisterende, og meget lovende, initiativer såsom nærgenbrugsstationen, 3B’s drift og affaldshåndtering, lokale værksteder og deleøkonomiske platforme – og derudover ved at være en katalysator for udviklingen af nye initiativer.
Virkelyst skal have særligt fokus på at skabe jobmuligheder og knytte lokale beboere tættere til arbejdsmarkedet. Ved at styrke lokale relationer og praksisfællesskaber får udsatte og ledige beboere mulighed for at indgå i arbejdsmarkedssammenhænge på deres egne vilkår.
Planen er at udleje kontorlokaler til foreninger, værdibaserede iværksættere og virksomheder, som vil få adgang til et partnernetværk og arbejdsfaciliteter. Dermed kan ambitionen om Virkelyst forstås som en målsætning om at etablere et lokalt ’økosystem’ imellem virksomheder, foreninger og lokale beboere.
Virkelyst har samtidig til formål at skabe nye indsigter, metoder og organiseringer indenfor bæredygtig og social innovation. Metoder og tilgange beskrives, så de kan skaleres til andre boligområder.