17-årige Mikkel bygger møbler, mens han afsoner sin fængselsstraf.
Tre gange om ugen trækker 17-årige Mikkel og tre andre unge mænd i gule veste og kravler ind mellem gamle brædder og genbrugstræ på Silkeborg Kommunes genbrugspladser. Med fælles indsats og vejledning fra en sjakbajs bliver genbrugstræet lavet om til noget nyt og anvendeligt, som de tidligere kriminelle selv får lov at levere til glade kunder.
Silkeborg Kommunes teknik- og miljøafdeling samarbejder med Carina Fiskers socialøkonomiske virksomhed Human Results, der står for initiativet og sørger for en lille bil, en trailer og arbejdstøj til de unge arbejdsmænd.
Mikkels far, Jesper Dinesen Mikkelsen, kan mærke, at projektet har gjort en stor forskel for sønnen: “Han er blevet et helt andet menneske. Det er den søn, jeg har tabt, som jeg faktisk har fået tilbage. Så det er et helt enormt vigtigt arbejde, der bliver gjort.”
For Mikkel har projektet åbnet hans øjne for arbejdet med træ, og efter afsoningen vil han starte på en uddannelse som tømrer.
Læs om initiativet på DR – weblink