Gaveøkonomi fungerer rigtig godt i form af hurtigvoksende små og mellemstore initiativer. Den fungerer også på samfundsplan, om end mere indirekte, hvilket er kommet til udtryk under COVID-pandemien i form af samfundssind.
Som eksempel på et COVID19-græsrodsinitiativ omlagde Nyborg Destilleri prompte produktionen fra sprut til håndsprit under COVID-krisen. Destilleriet stillede med gratis arbejdskraft, og derfra udgjorde den gaveøkonomiske organiseringen et decideret sammenskudsgilde, hvor en lang række virksomheder bidrog:
Processen bestod i, at alkoholiske drikke blev indsamlet fra bl.a. bryggerier og restaurationer og omdannet til sprit på destilleriet. Derfra blev råspritten (gaven) sendt til den kemiske virksomhed Borup Kemi, hvor den blev omdannet til håndsprit og emballeret, og resultatet blev overdraget til Region Hovedstaden, der fordelte det videre til alle landets sygehuse. Dermed kunne op til 1.000 l. håndsprit om dagen leveres til hurtig genrejsning af det sundhedsvæsen, vi alle er afhængige og benytter os af (gengaven).